mandag den 7. august 2017

Sat op i medicin

Måske ikke den mest spændende titel, men den beskriver rigtig godt, hvad der skal ske fra i dag.

I dag har jeg været hos min psykiater, og jeg synes, at snakken gik godt. :) Hun er så sød at snakke med meget rar, og forstående. Som sædvanlig spørger hun mig, hvordan jeg har det, og til at starte med siger jeg, at det ved jeg ikke. Hun beder mig om, at mærke efter, og jeg svarer at det ikke går så godt. Jeg fortæller, at jeg føler mig trist og opgivende, og at jeg har følt mig meget ustabil psykisk efter jeg blev sat ned i den antidepressive medicin med 25 mg. Jeg fortæller, at jeg har lyst til at gemme mig væk og ikke snakke med nogen. Hun synes at det lyder til at jeg har fået det dårligere efter jeg er blevet sat ned, så fra i dag er jeg sat op fra 75 mg. Til 100 mg. som jeg var på før, og så håber jeg at jeg får det bedre af det igen. Men det tror jeg nu nok på at jeg skal få. :)

tirsdag den 18. juli 2017

Linken til artiklen i Ekstra Bladet

Her er linket til den artikel, som jeg fortalte om i et tidligere blogindlæg. http://ekstrabladet.dk/plus/taet-paa/katja-er-cutter-jeg-nyder-smerten-naar-jeg-skaerer-i-mig-selv/6730817
I skal dog abonnerer på Ekstra Bladet, for at kunne læse artiklen.  

mandag den 26. juni 2017

Dagens fortælling



Der er i dag sket, for mig to store ting. Første ting er, at jeg er startet i Sundhedscentret her i Rødovre Kommune. Jeg er startet der, fordi jeg meget gerne vil tabe mig, og det kan de hjælpe mig med der. Bettina som hun hed ville vide, hvorfor jeg var kommet der, og jeg fortalte hende, at det er, fordi jeg er nået til et punkt, hvor jeg synes det er svært selv, at komme i gang med vægttabet, og at det hele står stille.vi starter med små skridt. Nemlig med at jeg til at starte med skal gøre det til en rutine at spise tre gange om dagen, da jeg der ved får det bedre i min krop. Jeg fortalte at jeg ikke får det gjort, fordi jeg kan glemme det, så jeg skal stille en alarm til frokost og aftensmad, så jeg husker og får spist. 

Jeg blev vejet, og det var ikke nogen opmuntrende ting, for jeg har taget mere på end jeg havde regnet med, men på den anden side kommer det ikke bag på mig, når jeg ikke har dyrket motion i et godt stykke tid, og spist en masse søde sager, så er det jo klart, at jeg har taget på. Jeg har faktisk aldrig vejet så meget, som jeg gør nu. Og som forventet er min mit BMI alt for højt. Dog har jeg en del muskelmasse, som også vejer en del, så det er ikke kun fedt. Den vægt jeg blev vejet på kunne måle en masse ting fedtprocent, min krops fysiske alder, som ligger på 43, muskelmasse, og hvor meget fedt jeg har omkring mine organer det sidste skal ligge på 13 og mit ligger på syv, så det er rigtig godt. Vi skal mødes torsdag i næste uge, hvor vi skal snakke om, hvordan det er gået med at få spist de tre gange om dagen. Jeg glæder mig til få startet der for alvor det skal nok blive godt er jeg sikker på. 

Senere på dagen fik jeg besøg af en journalist fra Ekstrabladet, som gerne vil fortælle min historie med min fortid, som selvskadende.  Til at starte med fik hun min livshistorie kort fra fødsel, og til i dag. Hun spurgte ind til, hvornår jeg skadede mig selv for første gang. Jeg fortalte i detaljer om den oktober mandag aften, hvor jeg første gang kradsede med neglene på min arm, og dannede et væskende sår, og hvilken forløsning det gav mig, fordi det sendte et sus af endorfiner rundt i min hjerne, da jeg påførte mig selv fysisk smerte. Det var afhængighed fra første sår. Jeg fik et fiks, et sus et stof, som jeg bare skulle have mere af. Jeg forklarede også, at jeg aldrig gjorde det for opmærksomhed eller som et råb om hjælp, men fordi jeg ikke kunne klare alt det, som fyldte indeni alle tanker, følelser og tristhed. Alt dette skabte et tryk, som jeg lukkede ud, når jeg skadede mig selv. Jeg blev også spurgt ind til, hvad jeg brugte til at skade mig selv med. Til at starte med negle derefter nøgler og til sidst sakse. Som jeg også sagde selvom jeg ikke skader mig selv længere er trangen og lysten til det der stadig ligesom en tidligere narkoman, som savner sit stof selvom vedkommende for længst er holdt op. I dag kan jeg ikke klare at se ppå billeder af folks selvskade, fordi det tricker mig meget.

Der var også en fotograf, som skulle tage en masse billeder af mig i forskellige vinkler, hvor jeg kiggede dud af vinduet, og hvor jeg snakkede med journalisten. Jeg skulle også vise, hvordan jeg ville skade mig selv, så der blev også taget billeder af mig, som sidder med saksen mod min arm, og det bragte nogle voldsomme følelser op i mig. Min veninde var der heldigvis til at støtte mig. Der blev også taget billeder af de få ar, som jeg har tilbage.

Det har været en hård dag følelsesmæssigt, men også en rigtig god dag, da jeg har startet vægttabsprojekt. Og har fortalt min historie om selvskade, som jeg gerne vil ud med.      

søndag den 25. juni 2017

Dystre aftentanker


De sidste par timer har jeg fået det tiltagende dårligt. Destruktive tanker farer rundt i mit sind. Tanker om at skade mig selv ved at skærer mig, men også tanker om, at tage for mange piller også selvom jeg aldrig har gjort den slags før. Bare få lidt red i mit hoved. Jeg har et billede i mit hoved, hvor jeg ser mig selv tage en masse af de piller, som jeg bruger, som PN. Og at de begynder at virke, og af jeg lige så stille falder i søvn og får dem fred, som jeg hier sådan efter. Jeg ved ikke hvor mange jeg tager i forestillingen, men bare, at det er en del. Tanken med piller bliver ved med at vende tilbage til mig, og virker meget tillokkende.

Uroen fylder mit hoved, og min krop, og tanker myldre i alle retninger. Føler mig trist. Tom om opgivende glæden er som blæst bort, og det eneste jeg har lyst til er, at gemme mig meget langt væk til et sted, hvor jeg ikke bliver fundet. Og så komme tilbage igen, når jeg kan holde ud, at være i mig selv, og tage stilling til verdenen omkring og alt det som sker i den. Bare at skærer mig en ganske lille smule, så jeg kan flytte fokus fra alt det indeni, som jeg ikke er i stand til at rumme. Jeg har dog ikke gjort det endnu, og jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt. Tankerne synes det er skidt, og den syge del af mig synes det samme. Hvad er det der gør, at jeg ikke bare giver efter? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har en kamp indeni skal, skal ikke være selvskadende? Hvad holder mig egentlig tilbage? Den fornuftige og raske del af mig.       

torsdag den 18. maj 2017

Tanker på en solskinsdag



Trangen til selvskade fylder ret meget lige nu. Hvorfor ved jeg ikke rigtig vejret rigtig godt, og det er selvfølgelig rigtig rart, men jeg kan ikke rigtig mærke det indeni. Solen skinner, og det er varmt, og alligevel har jeg lyst til at sidde herinde, og bare gemme mig. Jeg har ikke lyst til at gå udenfor. Jeg forestiller mig, hvordan jeg skader mig selv, og at det er rigtig voldsomt. Jeg har ikkelyst til at kæmpe længere. Det hjælper mig jo alligevel ikke. Nu kommer vi også en tid i møde, hvor den slags er svært at skjule, da vi lige så stille holder op med at gå med lange ærmer.  

I tirsdags skete der noget, som ikke er sket temmelig længe. Jeg glemte at tage medicin. Dog fandt jeg først ud af det om onsdagen. Der var sket ret meget den dag. Så efter en telefonsnak med en rigtig god ven gik jeg direkte i seng, da jeg heller ikke var helt på toppen fysisk. Godt nok havde jeg svært ved at sove, men det var ikke noget jeg tænkte nærmere over. Jeg vågnede også flere gange i løbet af natten og morgenen. Da jeg stod op slog det mig pludselig, at fuck! Jeg har glemt at tage min medicin, og så gav den manglende søvn og fysiske ubehag meget bedre mening. Jeg glemmer så sjældent, at tage min medicin, at jeg glemmer tegnene. Jeg må ikke tage det når jeg husker det, for så bliver jeg for træt, og får også mere end jeg skal. Nu går det heldigvis godt igen.

I nat drømte jeg, at jeg skulle indlægges på psykiatrisk skadestue, og at jeg havde det rigtig dårligt. Af en eller anden grund bliver jeg ikke indlagt med det samme, men tager hjem efter at have snakket med dem på skadestuen. Noget tid efter bliver jeg ringet op, og får at vide, at de ikke mener, at jeg skal indlægges, og da de ord bliver sagt kan jeg mærke frustrationen og fortvivlelsen, da jeg slet ikke er enig med dem. Da jeg vågner efter drømmen har jeg det temmelig skidt. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg drømmer denne drøm, og hvad den skal betyde. Måske den heller ikke har nogen betydning.