torsdag den 16. marts 2017

Klog kontaktperson, og snak og tanker om medicin



Min kontaktperson og jeg havde en rigtig god snak her tidligere i dag. Jeg synes vi har et rigtig godt sammenarbejde, og hun forstår mig rigtig godt.  Og er god til at lade mig sætte ord på tanker og følelser. Jeg fortalte hende om min snak med min psykiater, som synes jeg skal trappes ned i min antidepressive medicin, og om min utryghed ved det, og det var hun meget forstående over for.

Hun spurgte om jeg havde haft en depression før, hvilket jeg svarede ja til, og at jeg også var på medicin dengang, og det hjalp mig rigtig meget. Og så spurgte hun, hvordan jeg havde det, da jeg skulle trappe ud, og jeg fortalte, at jeg havde nogle heftige seponerings symptomer.  

Og at jeg igen i 2015 fik en ny depression, og startede atter på antidepressiv medicin, og det gør mig rigtig stabil. Hun sagde, at hun syntes, at det var dumt, at jeg skal trappes ned, og måske få det skidt af det. Som hun sagde ”Jeg fornemmer, at du er meget skrøbelig, og at du bruger mange kræfter på at have det godt billedligt talt så holder du lige nøjagtigt hovedet oven vande ved at crawle, men du bruger mange kræfter på det.” Og det har hun helt ret i. jeg troede slet ikke, at hun kunne se, hvordan jeg virkelig havde det, men det har hun, og det er så rart, at mærke. Som hun også sagde til mig ”Jeg ser det, det må du slet ikke være i tvivl om.” Hun spurgte mig også, hvad der skete da jeg ikke var på antidepressiv medicin, og der blev jeg depressiv, og havde nogle voldsomme udsving, og det vil jeg ikke risikerer igen.

Jeg prøver at tage det roligt omkring nedtrapningen, men jeg er rigtig bange for det for hvad nu hvis jeg får det mere skidt igen? Det magter jeg simpelthen ikke oven i, at jeg skal gå i skole. Det har jeg bare ikke fået sag til min psykiater kun, at jeg har svært med nedtrapningen, hvortil hun svarede, at vi tager det stille og roligt. Hun vil heldigvis vente lidt, men hvor længe er lidt? Bliver mit angstniveau og stemmerne igen voldsomme? Det håber jeg virkelig ikke, for det kan jeg slet ikke overskue. Åh alle de mange tanker og følelser.    
     

Styr på tingene



Update på indlægget fra i går.

Der er nu kommet styr på det med undervisningen, som jeg også skrev i går, så kontaktede jeg socialrådgiveren Louise fra OK-skolen, og spurgte hende, hvordan det skal være med undervisningen fremover? Jeg skrev også til hende, at aftalen er samfundsfag ikke matematik, som hun til at starte med ville have. Hun blev så enig med mig. Så nu er det blevet sådan, at jeg først møder kvart over tolv til frokost, og har samfundsfag fra kvart i et til halv tre, så nu er det som aftal, og det har givet mig meget mere ro på. Ansøgningsskemaerne om er nu sendt af sted, så nu skal jeg bare vente på behandling, og derefter svar.   

onsdag den 15. marts 2017

Første skoledag



Min første skoledag startede lidt kaotisk, for jeg kom nemlig lidt for sent jeg havde ikke beregnet tiden her fra min lejlighed og hen til skolen. Det gik dog alligevel. Socialrådgiven Louise stod ved døren og tog i mod mig, da jeg følte det var mest sikkert nu her den første dag. 

Davi så kommer op i klassen starter dagens første udfordring. Vi får nemlig at vide at skemaet er lavet om, så der i stedet for er matematik, hvor der skulle have været samfundsfag, og der bliver jeg forvirret, for4 det var ikke det jeg havde fået af vide. Da jegspørger, hvad jeg skal lave får jeg svaret ”Det må vi lige finde ud af. Hmm. Jeg har jo ingen computer eller nogle andre hjælpemidler, så jeg kan ikkedeltager i undervisningen på lige fod med de andre. Efter det får jeg af vide, at jeg skal være der til halv tre, hvilket jeg heller ikke har fået af vide inden jeg startede. Det ender med at de bytter timerne ud til samfundsfag så jeg kan være med. Det er rigtigsødt af dem. Snakken kom vidt omkring, men mest snakker vi om parlamentsvalget i Holland, og ser noget af en film om kandidaterne.

Klokken kvart i et kommer min uddannelsesmentor og henter mig, også tager vi hjem til mig, hvor hun udfylder nogle skemaer for mig omkring ansøgning om computer, og en ny Daisy-afspiller, da min synger på sidste vers. Og jeg skal bruge den, hvis jeg skal lytte til romaner i dansktimerne, da jeg ellers ikke vil kunne følge med de andre. Så nu er der styr på ansøgning om hjælpemidler.  

Jeg klager min nød til min mentor omkring alle de småting, som jeg ikke føler der er styr på, og hun synes jeg skal ringe til min sagsbehandler i Jobcentret, og fortælle hende om det. Jeg fortæller hende om det ændrede skema, og hun virker meget forvirret omkring det jeg siger til, at aftalen er samfundsfag, og ikke matematik, så hvis jeg skal være der skal det være efter kvart i et, da jeg ikke kan være med, hvortil hun svarer, at jeg bare kan læse en bog i mens de andre laver matematik og som jeg siger til hende, så kan jeg jo ligeså godt blive hjemme, og læse en bog, og  så siger hun at jeg skal træne at være i skole og som jeg siger til hende, så jeg kan jeg også træne at være i skole efterkvart i et, hvor hun så svarer, at det vil hunsnakke med Louise om. Jeg følte ikke, at hun mødte mig med forståelse, for aftalen har hele tiden været samfundsfag, og ikke både matematik og samfundsfag, og det vil jeg holde fast i. så jeg er meget spændt på, hvad Louise vil sige til det hele. Bådelærer, og elever virker ganske søde. Jeg havde det bare lidt svært med, hvor meget eller hvor lidt jeg skulle snakke sammen med de andre, for jeg vil ikke virke anmassende og presse mig for meget på. Alt i alt syntes jeg, at det gik ganske på min første dage.

Mens jeg sad til undervisning oplevede jeg noget meget ubehageligt. Trangen til selvskade begyndte at fylde en hel masse, og jeg sad og så på mine håndled, og planlagde, hvor henne jeg skulle skærer mig nemlig de steder hvor der ikke kommer til at ske noget med mine tatoveringer. Jeg forestillede mig, hvordan det ville føles, og hvad jeg skulle bruge til at være selvskadende med det skulle være en saks, som jeg har herhjemme, og det skulle være meget voldsomt. Siden jeg er kommet hjem har disse forestillinger for fulgt mig, og trangen er stadig rigtig stærk. Det er svært at være i mig selv på grund af den. Det er nok en reaktion på alt det nye, som er sket for mig i dag.